Jytte Hollender på Facebook Jytte Hollender på LinkedIn Jytte Hollender på Twitter Tilmelding til rss feed for Jytte Hollenders blog

Første indtryk, der gør ondt!

19/7 2018 | Karriereudvikling for kvinder, Kommunikation, Kvinder og karriere | Skriv en kommentar »

Kan man ændre på et dårligt første indtryk…?

Ja, det kan man sagtens – hvis man da får mulighed for det! Det tager bare længere tid og kræver mere energi end at give et godt første indtryk.

Derfor er det relevant for kvinder, som ønsker mere med deres arbejdsliv.

Hvad enten du er selvstændig eller ansat, vil du ofte have brug for at præsentere dig for mennesker, du ikke har mødt før.

Når jeg deltager i møder sammen med andre kvinder og når jeg møder kvinder ved forskellige netværksarrangementer, hører jeg dem ofte præsentere sig på en måde, som slet ikke viser hvor kompetente, velkvalificerede eller succesrige de er.

Uden formodentlig at ville det, starter de med at undersælge sig selv, fremstå usikre, uden succes og ikke særlig kvalificerede – selv om jeg ved, at de er det!

Hvad er det, jeg ser og hører?

Det, jeg oplever, er blandt andet:

  • Tale for hurtigt
  • Sætninger, der bliver snuppet af eller afbrudt
  • Afkorte præsentationen, hvis ikke de får opmuntrende nik
  • Begynde at forklare – ”Ja, altså, jeg er egentlig ikke leder for hele afdelingen…” eller ”Jeg er bare mig selv i min virksomhed, fordi…”
  • Se ned eller op og lede efter ordene og derfor ikke have øjenkontakt
  • Være alt for beskeden eller tilbageholdende
  • Have svært ved at nævne egne titler

Jeg hørte for nylig en ung succesrig kvinde præsentere sig med ordene ”Jeg har titel af direktør” – i stedet for at sige ”Jeg er direktør” – er den ikke sød!

Eller projektlederen ”Egentlig er jeg ikke rigtig projektleder!” – hvad mon hun så er?

En lille ting, der gør en stor forskel.

Når jeg hjælper kvinder med at få nyt job – eller selvstændige med at få flere kunder – så arbejder vi meget med, hvordan man præsenterer sig selv ved den første kontakt.

Det er faktisk helt enkelt, men det kan virkelig gøre en stor forskel. De fleste glemmer bare at tage det med i deres forberedelse. Din præsentation skal forberedes ligesom du også forbereder resten af mødet.

 

Hvordan kommer du videre

Når du går i gang med at toptune din præsentation (et herligt mandeord), så kan du med fordel tænke over følgende

  • Vælg ordene med omhu – når du bare har tid til få ord, så skal det være de rigtige.
    Og som du sikkert har hørt mig sige før – væk med de minimalistiske ord, lille, mindre, kun, en smule, lidt, bare, osv.
  • Lyt til hvordan andre gør – hvad gør de godt og mindre godt – lad dig inspirere
    Og husk så, at du skal være dig selv!
  • Tal langsomt og med overbevisning – og læg tryk på de vigtigste ord
  • Ret dig op – også selv om du sidder ned
  • Øv dig – igen og igen – det er ikke helt let at præsentere sig selv på bare 15 sekunder. Først foran spejlet og derefter ”live”.

Husk at du skal tage dig selv og din karriere seriøst, hvis du vil have at andre skal gøre det.
Du skal udstråle, at du er noget særligt – for det er du!

Spørg dig selv – hvis mødet sluttede lige efter din præsentation, vil de andre så kunne huske hvem du er, hvad du arbejder med og hvad du kan?

God fornøjelse med det – jeg glæder mig til at høre din præsentation, når vi mødes næste gang.



Skriv en kommentar